Regulativ

Regulativ

Vandforsyningsregulativet er gældende for såvel kommunale som private vandværker på Bornholm.

 

1 Indledende bestemmelser

1.1 Dette regulativ er udfærdiget i medfør af § 55 i lov om vandforsyning m.v. (vandforsyningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 130 af 26. februar 1999, som senest ændret ved lov nr. 145 af 25. marts 2002. Regulativet udleveres vederlagsfrit af vandforsyningen eller kommunen

Regulativet er godkendt af Miljøstyrelsen den 25. november 2003.

1.2 Bestemmelserne om fastsættelse af anlægs- og driftsbidrag har hjemmel i vandforsyningslovens § 53, stk. 1.

1.3 Bestemmelserne om vandmålere og betaling efter målt forbrug har hjemmel i Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelser nr. 525 af 14. juni 1996 om betaling for vand efter målt forbrug m.v. på ejendomsniveau og nr. 837 af 27. november 1998 om individuel afregning efter målt vandforbrug, jf. vandforsyningslovens § 55, stk. 6 og 7.

1.4 Bestemmelser om offentliggørelse af det leverede vands kvalitet m.v. har hjemmel i Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 871 af 21. september 2001 om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg, jf. vandforsyningslovens § 55, stk. 8.

1.5 Bestemmelserne om installationsarbejders udførelse ved autoriserede VVS-installatører har hjemmel i lov nr. 206 af 27. marts 2000 om gasinstallationer og installationer i forbindelse med vand- og afløbsledninger (autorisationsloven).

1.6 Bestemmelserne om kontrol med og indgreb i målere har hjemmel i Erhvervsfremme Styrelsens bekendtgørelse nr. 866 af 8. december 1998 om kontrol med vandmålere, der anvendes til måling af forbrug af varmt og koldt vand, jf. lovbekendtgørelse nr. 642 af 5. august 2002 af lov om erhvervsfremme.

1.7 Bestemmelserne om brandværnsforanstaltninger har hjemmel i Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 1010 af 11. december 2002 om det kommunale redningsberedskabs dimensionering m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 912 af 2. oktober 2000 af beredskabsloven.

1.8 I dette regulativ angiver betegnelsen ejer grundejeren når der ikke er tale om ejerlejlighedsforhold. For ejendomme med en eller flere ejerlejligheder angiver betegnelsen ejerne af de enkelte ejerlejligheder. Hvis der på en ejendom med ejerlejligheder er tinglyst en bestemmelse i ejendommens vedtægter om at ejerforeningen er forpligtet over for vandforsyningen, anses ejerforeningen dog som ejer efter regulativets bestemmelser.

Betegnelsen bruger omfatter lejeren af en lejlighed, herunder beboeren af en andelslejlighed eller en ejendom, forpagteren af en erhvervsvirksomhed, ejeren af en ejerlejlighed når ejerforeningen efter det ovenstående betragtes som ejer og beboeren af en tjenestebolig.

Hvor ejeren af en fast ejendom og ejeren af en bygning på ejendommen ikke er den samme, betragtes bygningen som en selvstændig fast ejendom efter tinglysningslovens § 19.

1.9 Ved individuel afregning efter målt forbrug angiver betegnelsen ejendom mindst to udlejnings- eller andelsenheder beliggende på et eller flere matrikelnumre, der i følge notering i matriklen skal holdes forenet. Betegnelsen enhed angiver den enkelte udlejnings- eller andelsenhed i en ejendom. Betegnelsen bruger omfatter den kontraktmæssige indehaver af retten til at benytte en enhed.

1.10 Ved vandforsyningens hovedanlæg forstås i dette regulativ dens indvindingsanlæg, råvandsledninger, vandbehandlingsanlæg, pumpeanlæg, herunder trykforøgeranlæg til særlige trykzoner i ledningsnettet, beholderanlæg samt hovedledninger til transport af færdigbehandlet vand til forsyningsnettet.

Ved vandforsyningens forsyningsledningsnet forstås ledningssystemet til transport af færdigbehandlet vand til forsyning af ejendomme gennem direkte tilsluttede stikledninger.

Ved vandforsyningens stikledning forstås ledningen fra forsyningsledningen til den enkelte ejendoms grundgrænse, herunder en eventuel afspærringsanordning (stophane) på stikledningen:

Stikledningen er dog ikke ført helt frem til grundgrænsen for alle ejendomme, der er tilsluttet før dette regulativs ikrafttrædelse.

1.11 Ved vandinstallationer forstås alle installationer fra stikledningens forlængelse, som er omfattet af Norm for vandinstallationer, DS 439.

Private ledningsinstallationer i jord, fra stikledningens forlængelse, benævnes jordledninger.

1.12 Ejeren af en ejendom der får vand fra vandforsyningen, skal underrette eventuelle brugere af ejendommen om deres forpligtelser efter regulativet, men ejeren er i alle forhold ansvarlig over for vandforsyningen, jf. dog 9.13.

 

2 Vandforsyningens styrelse

2.1 Den kommunale vandforsyning ejes og drives af Regionsrådet for Bornholms Regionskommune.

2.2 Afgørelser som ved regulativet er henlagt til vandforsyningen, træffes af vandforsyningen, et udvalg under Regionsrådet eller af Regionsrådet i overensstemmelse med den ordning, der er truffet herom i Bornholms Regionskommune.

2.3 Takster for anlægsbidrag, driftsbidrag og for

etablering af midlertidige vandleverancer m.v.

fastsættes af Regionsrådet og bekendtgøres i et takstblad, der udleveres vederlagsfrit af vandforsyningen

 

3 Ret til forsyning med vand

3.1 Enhver ejer hvis ejendom ligger i vandforsyningens naturlige forsyningsområde, har ret til forsyning med vand til almindeligt husholdningsforbrug, til institutioner, til almindeligt landbrug (dog ikke til vanding af landbrugsafgrøder) og anden erhvervsvirksomhed som benytter vand i mindre omfang.

Indlæggelsen af og forsyningen med vand sker på de vilkår som er fastsat i regulativet og mod betaling efter godkendte takster.

3.2 Vandforsyningen bestemmer i hvilket omfang der kan leveres vand til erhvervsvirksomheder som benytter vand i større omfang og vand til sprinkleranlæg til brandslukningsformål, jf. dog bestemmelserne i bekendtgørelse om det kommunale redningsberedskabs dimensionering m.v.. Vandforsyningen fastsætter i hvert enkelt tilfælde vilkårene for en sådan levering.

3.3 Etablering af vandindlæg fra vandforsyningen som reserve for en ejendoms eget vandforsyningsanlæg, kan normalt ikke forventes tilladt. Vandforsyningen kan dog i undtagelsestilfælde tillade etableringen på særlige vilkår.

3.4 Vandforbruget skal aftages på en sådan måde at trykstød ikke forekommer og således at pludselige og unødvendige variationer undgås.

 

 

4 Forsyningsledninger

4.1 Forsyningsledninger anlægges af, vedligeholdes af og tilhører vandforsyningen. Vandforsyningen bestemmer hvornår forsyningsledninger skal anlægges, jf. dog vandforsyningslovens § 29 og §§ 45 - 48.

4.2 Vandforsyningsledninger må ikke anlægges i strid med den vedtagne vandforsyningsplan.

4.3 Hvis forsyningsledninger fremføres over privat grund, skal retten til deres anlæg, benyttelse og vedligeholdelse sikres ved deklaration der skal tinglyses på de respektive ejendomme.

 

5 Stikledninger

5.1 Stikledninger med eventuelle afspærringsanordninger anlægges af, vedligeholdes af og tilhører vandforsyningen. Alt arbejde med stikledninger skal udføres af autoriserede VVSinstallatører eller af vandforsyningens personale, jf. bestemmelserne i By- og Boligministeriets bekendtgørelse nr. 70 af 1. februar 2001 om undtagelse fra krav om autorisation for så vidt angår gas- og vandforsyningsvirksomheder og ejere af afløbsanlæg.

5.2 Hver ejendom skal have sin særskilte stikledning. Der vil i almindelighed kun blive anlagt én stikledning til hver ejendom. Stikledningen skal normalt indlægges fra forsyningsledningen i den gade eller vej, hvortil ejendommen har facade (adgangsvej).

I særlige tilfælde kan forsyning til to eller flere ejendomme efter ejernes ønske dog ske gennem en fælles stikledning. Vilkårene herfor fastsættes i en deklaration der skal være godkendt af vandforsyningen, og som skal tinglyses på de respektive ejendomme ved ejernes foranstaltning og på deres bekostning.

Hvis stikledning fremføres over privat grund, skal retten til dens anlæg, benyttelse og vedligeholdelse sikres ved deklaration der skal tinglyses på den/de respektive ejendomme.

5.3 Vandforsyningen kan omlægge en stikledning hvis en ejendom udstykkes, hvis der på en ejendom foretages om- eller tilbygningsarbejder eller lignende, herunder en væsentlig ændring i vandforbruget, som indebærer at stikledningsdimensionen bør ændres. I så fald må ejendommens ejer afholde omkostningerne til omlægningen. Tilsvarende gælder hvis ejeren selv ønsker stikledningen omlagt.

Hvis en ejendoms jord frastykkes, og en del af jordledningen ligger på det frastykkede areal, overtager vandforsyningen denne del af jordledningen som stikledning. Vilkårene herfor fastsættes i en deklaration der skal være godkendt af vandforsyningen, og som skal tinglyses på den/de respektive ejendom(me) ved udstykkers foranstaltning og bekostning.

5.4 Vandforsyningen kan afbryde stikledningen til en ubenyttet ejendom ved forsyningsledningen for ejerens regning. Beslutning herom træffes af vandforsyningen efter orientering/drøftelse med

ejeren. Fra afbrydelsen er gennemført, ophører betaling af driftsbidrag for ejendommen. Vandforsyningen kan gentilslutte en ejendom, mod at ejeren betaler alle udgifterne.

5.5 Ejere af ejendomme skal omgående give vandforsyningen meddelelse om indtrufne eller formodede fejl, herunder utætheder ved stikledninger og stophaner. Brugeren af et vandindlæg skal snarest anmelde enhver fejl til ejeren.

 

6 Opretholdelse af tryk og forsyning

6.1 Vandforsyningen skal til enhver tid tilstræbe at opretholde tilfredsstillende forsyningsforhold og opretholde et vandtryk der gør almindeligt vandforbrug muligt i samtlige tilsluttede ejendomme, jf. dog 8.3.1. Vandforsyningen har dog ingen pligt til at opretholde noget mindste tryk i forsyningsledningsnettet ud for de enkelte ejendomme.

6.2 Ved aflukning af vandledninger skal der normalt gives ejere eller deres repræsentanter et rimeligt varsel, men vandforsyningen kan ved ledningsbrud og andre særlige forhold foretage aflukninger uden varsel.

6.3 Enhver forbruger må, uden at have krav på erstatning, tåle de ulemper der måtte opstå ved svigtende levering som følge af mangler ved anlægget og disses afhjælpning, ved vedligeholdelsesarbejder vedrørende anlægget, herunder ved ledningsbrud, strømsvigt og anden force majeure, eller ved ledningslukninger, reparationer og udskylning af ledninger m.v.

6.4 Vandforsyningen kan, uden at der kan gøres krav på erstatning herfor, træffe bestemmelse om indskrænkning af vandforbruget eller visse dele af det, herunder om indskrænkning med hensyn til vanding af haver m.v., når vandforsyningens drift eller hensynet til vandforekomsterne gør det nødvendigt.

 

7 Vandforsyning til brandslukning

7.1 Etablering og vedligeholdelse af brandhaner på forsyningsledninger skal ske efter anvisning fra Regionsrådet (Plan & Byg, Beredskabskontoret), der afholder udgifterne hertil. Regionsrådet kan forlange at forsyningsledninger af hensyn til deres funktion ved brandslukning anlægges med større ledningsdimension end ellers nødvendigt. Merudgifterne hertil afholdes af Regionsrådet. Ved omlægning af en forsyningsledning afholder Regionsrådet omkostningerne til flytning og tilslutning af brandhaner på forsyningsledningen.

7.2 Bortset fra indsats ved brand mv. og andre nødstilfælde må ingen bruge vand fra brandhaner medmindre vandforsyningen har givet tilladelse hertil.

 

8 Vandinstallationer

8.1 Generelt vedrørende vandinstallationer

8.1.1 Vandinstallationer etableres af, vedligeholdes af og tilhører grundejeren, jf. dog 9.4 og 9.6 angående afregningsmålere. Alle udgifter vedrørende vandinstallationer afholdes af grundejeren, jf. dog 9.6 og 9.15, 4. punktum angående afregningsmålere.

8.1.2 Inden iværksættelse af vandinstallationsarbejder som er omfattet af autorisationsloven, skal der indhentes tilladelse hertil fra Regionsrådet i overensstemmelse med de bestemmelser der er fastsat i byggeloven og bygningsreglementerne, (Bygningsreglement 1995 og Bygningsreglement for småhuse 1998)

Arbejder med nyanlæg og væsentlig ændring af vandinstallationer til installationsgenstande, vandvarmere, vandbehandlingsanlæg, regnvandsanlæg med mere hvor svigtende tilbagestrømningssikring kan udgøre en risiko for forurening af vandforsyningsanlægget, skal færdigmeldes til vandforsyningen.

8.1.3 Arbejder med vandinstallationer, herunder med jordledninger og vandmålere, må kun udføres af autoriserede VVS-installatører, jf. dog By- og Boligministeriets bekendtgørelser nr. 68 af 1. februar 2001 om undtagelser fra krav om autorisation som VVS-installatør til udførelse af simple arbejder med vand- og sanitetsinstallationer (udskiftning) og nr. 70 af 1. februar 2001 om undtagelse fra krav om autorisation for så vidt angår gas- og vandforsyningsvirksomheder og ejere af afløbsanlæg.Installationer for vand skal udføres efter den godkendte Norm for vandinstallationer (DS 439:2000) medmindre Regionsrådet har godkendt andet.

8.1.4 Fabriksfremstillede produkter, der indgår i eller tilsluttes vandinstallationer, skal enten

være:

a) Godkendt af Erhvervs- og Boligstyrelsen (VA-godkendt) medmindre det pågældende produkt er undtaget ifølge de til enhver tid gældende bestemmelser om godkendelsesordningen, eller

b) Forsynet med CE-mærke der viser at produktet stemmer overens med en harmoniseret standard eller er omfattet af en europæisk teknisk godkendelse, eller Erhvervs- og Boligstyrelsen godkendt godkendelses- eller kontrolordning, f.eks. en DS-certificeringsordning.

8.1.5 Vandinstallationer skal benyttes og vedligeholdes på en sådan måde at der ikke er fare for forurening af vandet, findes utætheder eller på anden måde voldes ulemper. Hvis det konstateres eller må formodes at der er utætheder, herunder utæthed på jordledning, eller andre fejl, skal ejeren sørge for at vandinstallationerne snarest muligt gennemgås og i fornødent omfang bringes i orden. Brugere skal snarest anmelde konstaterede eller formodede fejl til ejeren. Hvis fejlen har betydning for ejendommens vandforbrug, skal ejeren underrette vandforsyningen om forholdet.

8.1.6 Vandforsyningen kan pålægge ejeren at lade foretage de foranstaltninger som vandforsyningen finder ønskelige af hensyn til vandinstallationernes forsvarlige funktion. Sådanne foranstaltninger skal til stadighed holdes i god stand, og de må ikke fjernes eller ændres uden vandforsyningens tilladelse.

8.1.7 Ejeren har pligt til at holde ubenyttede vandinstallationer aflukket og tømt for vand. Vandforsyningen kan forlange at vandinstallationer i ubenyttede bygninger afbrydes på forskriftsmæssig måde.

8.1.8 Forsømmer ejeren de forpligtelser som efter ovenstående samt efter nedenstående 8.2.1, 8.3.1, 9.2, 1. punktum, 9.3, 3. punktum og 9.8 påhviler ham med hensyn til vandinstallationerne, kan Regionsrådet lade arbejdet udføre på hans bekostning.

8.2 Vandinstallationer m.v. i jord

8.2.1 Ved ombygning af en ejendom kan vandforsyningen forlange at jordledningen ændres, hvis det anses for nødvendigt af hensyn til ejendommens kommende vandforbrug.

8.2.2 Målerbrønde skal udføres således at vandmåleren holdes frostfri. Brønden skal være forsynet med et forsvarligt dæksel og skal ved ejerens foranstaltning holdes ren og så vidt muligt tør.

8.3 Vandinstallationer i bygninger

8.3.1 Finder vandforsyningen at trykforholdene i en ejendom kan forventes at blive utilfredsstillende, og dette kan henføres til særlige forhold vedrørende den pågældende ejendom, kan vandforsyningen forlange at der efter nærmere angivne forskrifter skal opstilles et trykforøgeranlæg i forbindelse med ejendommens vandinstallationer.

 

9 Afregningsmålere

9.1 De generelle bestemmelser for vandinstallationer jf. 8.1.1 - 8.1.4 finder tilsvarende anvendelse for installationer til forbrugsmåling.

9.2 Ejere af ejendomme der er tilsluttet vandforsyningen, har pligt til at installere målere til brug for afregning af ejendommenes samlede vandforbrug. Der må kun anbringes én afregningsmåler på hver ejendom med mindre der er truffet aftale med vandforsyningen om andet.

9.3 Afregningsmåleren anbringes i bygning umiddelbart efter jordledningens indføring og sådan at den er beskyttet mod frost, utilsigtet opvarmning, mekaniske ydre påvirkninger og korrosion. Måleren skal til stadighed være let at aflæse og udskifte. Hvor dette ikke kan lade sig gøre, anbringes måleren i en målerbrønd på jordledningen.

For sommerbeboelser skal måleren anbringes i en målerbrønd, med mindre der er truffet aftale med vandforsyningen om andet

9.4 Afregningsmålere stilles til rådighed af vandforsyningen og forbliver vandforsyningens ejendom.

9.5 Vandforsyningen har til enhver tid ret til at aflæse afregningsmålere.

9.6 Afregningsmålere vedligeholdes af vandforsyningen og for dennes regning. Vandforsyningen er berettiget til når som helst for egen regning at udskifte og kontrollere målere.

Ejer og bruger må tåle de ulemper der er forbundet med at vandtilførslen afbrydes ved udskiftning af målere.

9.7 Afregningsmåleres størrelse og type bestemmes af vandforsyningen ud fra de oplysninger som ejeren har givet om vandinstallationerne, vandforbruget til erhvervsvirksomheder m.v.

9.8 Hvis vandforbruget ændres i forhold til det af ejeren tidligere oplyste jf. 9.7 således at afregningsmåleren ikke længere er tilpasset vandforbruget, kan vandforsyningen forlange målerinstallationen ændret for ejers regning, så måleren kan udskiftes med en måler af passende størrelse.

9.9 Ejer er erstatningspligtig over for vandforsyningen i alle tilfælde hvor en afregningsmåler er bortkommet eller er blevet beskadiget, f.eks. ved vold, brand, frost m.v.

9.10 Opdager ejeren at der er utætheder eller fejl ved en afregningsmåler, skal han snarest give vandforsyningen meddelelse herom. Brugere af en ejendom skal snarest melde konstaterede fejl til ejeren.

9.11 Ejere og brugere må ikke foretage indgreb i afregningsmålere, bryde plomben eller på nogen måde påvirke målernes korrekte funktion. Der må ikke gøres forsøg på optøning af en frossen måler. Omkostninger til eftersyn og istandsættelse eller udskiftning af en måler som følge af indgreb jf. ovennævnte afholdes af ejeren.

9.12 Beslutning om at overgå fra fælles til individuel afregning med vandforsyningen skal meddeles skriftligt til Regionsrådet og vandforsyningen.

9.13 For ejendomme hvor der er indgået aftale med vandforsyningen om individuel afregning efter målt forbrug, overgår ejerens ansvar, rettigheder og pligter efter 9.3, 9.9, 9.10, 9.11 og 9.15 til brugeren af enheden.

9.14 Afregningsmålere der anvendes som grundlag for betaling af driftsbidrag, skal opfylde de krav og underkastes den måletekniske kontrol der er fastsat af Erhvervs- og Boligstyrelsen om kontrol med vandmålere, der anvendes til måling af forbrug af koldt vand.

9.15 Ejer kan ved skriftlig henvendelse til vandforsyningen forlange at få kontrolleret afregningsmålerens nøjagtighed. Måleren anses for at vise rigtigt når dens visning ligger indenfor de maksimalt acceptable grænser for måleunøjagtighed, som er fastsat Erhvervs- og Boligstyrelsen om kontrol med koldtvandsmålere i drift.

Hvis målerens visning ligger inden for de acceptable grænser for måleunøjagtighed, afholdes omkostningerne til prøvningen mv. af den der har ønsket afprøvningen. Hvis målerens visning ligger uden for de acceptable grænser for måleunøjagtighed, afholdes omkostningerne til prøvningen mv. af vandforsyningen. Efter forhandling med ejeren foretager vandforsyningen en skønsmæssig nedsættelse eller forhøjelse af det målte forbrug for det tidsrum, hvor vandforsyningen skønner, at fejlvisningen har fundet sted.

 

10 Vandspild

10.1 Vand fra vandforsyningen må, bortset fra brand under indsats eller andre nødstilfælde, ikke benyttes til andet formål eller i større mængde end den benyttelse som vandforsyningen har fastsat, eller som med rimelighed kan antages at ville finde sted fra de tilladte vandinstallationer. Spild af vand ved mangelfuld lukning af vandhaner eller ved anden uforsvarlig adfærd er forbudt.

Rindende vand må ikke bruges til køleformål medmindre vandforsyningen har givet særlig tilladelse hertil.

10.2 Hvis vandspild, som ovenfor nævnt, foregår fra vandinstallationer før afregningsmåleren, kan vandspildet forlanges betalt af ejendommens ejer ud over det almindelige driftsbidrag. Størrelsen af vandspildet vil i så fald blive fastsat ved vandforsyningens skøn efter forhandling med ejeren.

 

11 Eftersyn af vandinstallationer og oplysningspligt

11.1 For at kunne kontrollere vandforbruget, efterse at vandinstallationer holdes i god og forskriftsmæssig stand, at der ikke finder vandspild sted samt for vedligeholdelse og udskiftning af vandmålere, skal vandforsyningens personale mod forevisning af legitimation have adgang uden retskendelse til ethvert sted på en ejendom hvor der findes vandinstallationer. Ejeren skal om fornødent skaffe sådan adgang.

11.2 Enhver ejer og bruger af en ejendom som er tilsluttet vandforsyningen, skal på forlangende give vandforsyningen alle oplysninger om vandets anvendelse og om forbrugets størrelse.

11.3 Vandforsyningen har pligt til at etablere et kontrolsystem til overvågning af nøjagtigheden af vandforsyningens målere til forbrugsafregning og er forpligtet til at bekendtgøre kontrolsystemets indhold over for de til vandforsyningen tilsluttede forbrugere, ligesom forbrugerne skal orienteres hvis der foretages ændringer i kontrolsystemet. Kontrolsystemet fremgår af bilag 1: Kontrolmanual for vandmålere i drift.

11.4 Vandforsyningen har pligt til at stille den nødvendige information om vandforsyningen og drikkevandets kvalitet til rådighed for forbrugerne. Mindst 1 gang om året skal vandforsyningen offentliggøre:

opdaterede oplysninger om vandforsyningens adresse, telefonnummer, faxnummer, e-postadresse, hjemmeside og eventuelle kontaktpersoner,

en generel beskrivelse af drikkevandets kvalitet, herunder værdier for almindelige parametre og værdier for parametre af særlig lokal betydning.

overskridelser af gældende kvalitetskrav for drikkevand.

 

12 Anlægsbidrag (tilslutningsbidrag)

12.1 Anlægsbidraget omfatter et bidrag til vandforsyningens hovedanlæg, et bidrag til forsyningsledningsnettet og et bidrag til stikledning. Bidragene skal fremgå af vandforsyningens takstblad. Anlægsbidrag for ejendomskategorier, som undtagelsesvis ikke fremgår af takstbladet, fastsættes af Regionsrådet.

Regionsrådet har valgt at opkræve et samlet anlægsbidrag, som i takstbladet er benævnt tilslutningsbidrag, og fastsat følgende regler:

a) Ved flere boligenheder på samme ejendom, betales 40 % af anlægsbidraget pr. boligenhed ud over den første.

b) Anlægsbidraget nedsættes 50 %, hvis der er så lavt tryk til ejendommen, at det efter vandforsyningens vurdering kræver trykforøgning (trykforøger etableres i så fald af ejeren som en del af ejendommens installation).

12.2 Når en ejendom der ikke tidligere har fået vand fra vandforsyningen, bliver tilsluttet, skal der betales et anlægsbidrag til vandforsyningen.

12.3 Tilslutningsbidraget skal betales hvad enten den ledning, som ejendommen tilsluttes, er nyanlagt eller ældre.

12.4 Hvis en ejendom der tidligere har fået vand fra en ældre forsyningsledning, sluttes til en ny forsyningsledning, betales ikke anlægsbidrag medmindre andet følger af 12.8.

12.5 Når et udstykningsforetagende har ønsket forsyningsledninger anlagt og der i den forbindelse anlægges stikledninger til de ejendomme, der fremkommer ved udstykningen, kan vandforsyningen forlange at udstykningsforetagendet betaler anlægsbidrag for ejendommene. Vandforsyningen kan forlange at der forud stilles sikkerhed for betalingen, og at betaling sker så snart stikledningerne er anlagt.

12.6 For levering af vand til midlertidigt forbrug, f.eks. byggebrug, kan Regionsrådet fastsætte et anlægsbidrag til dækning af de udgifter der er forbundet med etablering og reetablering af den midlertidige leverance.

12.7 Hvis forudsætningerne for et fastsat og betalt anlægsbidrag ændres som følge af en senere om- eller tilbygning eller en ændret anvendelse af ejendommen, kan vandforsyningen forlange at ejeren betaler den forøgelse af anlægsbidraget der svarer til ændringen. Det medfører ikke nogen ændring i tidligere betalte anlægsbidrag når f.eks. at lejlighederne i en ejendom ændres til andels- eller ejerlejligheder, eller at værelser på plejehjem ombygges til plejelejligheder.

12.8 Vandforsyningen kan forlange nyt anlægsbidrag i forbindelse med væsentlig nyinvestering i vandforsyningsanlægget.

 

13 Driftsbidrag

13.1 For alt leveret vand betales et driftsbidrag, bortset fra vand til brandslukningsformål mv. under indsats og afprøvninger af brandhaner.

Driftsbidraget omfatter et bidrag pr. m3 vand og tillige et fast årligt bidrag. Driftsbidrag kan forlanges betalt fra den dag hvor vandforsyningen har påbegyndt leveringen af vand til ejendommen. Bidragene skal fremgå af vandforsyningens takstblad.

13.2 For ejendomme hvor forsyningsmulighed efter ejers ønske er etableret, men hvor der ikke forefindes vandinstallationer, kan der forlanges driftsbidrag der alene omfatter et fast årligt bidrag.

13.3 For vand leveret til midlertidigt brug, f.eks. byggebrug, betales driftsbidrag efter 13.1. Vandforsyningen kan dog bestemme at der ikke betales fast bidrag.

13.4 For sprinkleranlæg, overrislingsanlæg og andre anlæg til brandslukningsformål, som normalt ikke medfører noget vandforbrug, kan der forlanges driftsbidrag der alene omfatter et fast årligt bidrag.

13.5 For vandspild forårsaget af brud på skjulte vandinstallationer i ejendomme til boligformål, kan ejeren af en ejendom anmode vandforsyningen om eftergivelse af statsafgiften på ledningsført vand, jf. bestemmelserne herom i lovbekendtgørelse nr. 639 af 21. august 1998 om afgift af ledningsført vand, som senest ændret ved lov nr. 338 af 16. maj 2001.

13.6 Er en afregningsmåler bortkommet, blevet beskadiget eller er der konstateret utætheder eller fejl ved måleren, fastsættes driftsbidraget af vandforsyningen efter forhandling med ejeren/brugeren af en enhed bl.a. ud fra et skønnet vandforbrug i det tidsrum hvor målingen skønnes at have været i uorden.

 

14 Betaling af anlægs- og driftsbidrag

14.1 Anlægsbidrag og driftsbidrag på ejendomsniveau

14.1.1 Anlægsbidrag, driftsbidrag og forskudsvis afholdte omkostninger til arbejde ved stikledning eller vandinstallationer som vandforsyningen eller Regionsrådet har foretaget eller ladet foretage efter 5.3, 5.4 eller 8.1.8, påhviler den der har tinglyst adkomst på vedkommende ejendom og har samme fortrinsret i ejendommen som offentlige skatter og afgifter. For beløbene er der udpantningsret.

Hvor ejeren af fast ejendom og ejeren af en bygning på grunden ikke er den samme, betragtes bygningen som en selvstændig fast ejendom efter tinglysningslovens § 19. I sådanne tilfælde påhviler anlægsbidrag og forskudsvis afholdte udgifter til arbejder ved stikledning ejeren af grunden, hvorimod driftsbidrag og forskudsvis afholdte udgifter til arbejder ved vandinstallationer påhviler ejeren af bygningen.

14.1.2 Driftsbidrag skal på opkrævningen opføres med særlige poster for hver art af afgift.

I tilfælde af forsinket betaling kan der fordres renter efter reglerne for kommunale ejendomsskatter.

14.2Driftsbidrag for ejendomme som er omfattet

af § 2 i bekendtgørelse om individuel afregning efter målt forbrug.

af § 2 i bekendtgørelse om individuel afregning efter målt forbrug.

14.2.1 Vandforsyningen har pligt til individuel afregning af driftsbidrag. Den individuelle afregning skal påbegyndes senest 5 måneder efter at vandforsyningen har modtaget skriftlig anmodning herom fra ejeren.

Ved overgang fra fælles til individuel afregning af driftsbidrag skal vandforsyningen underrette ejendommens ejer og de enkelte brugere samt Regionsrådet om tidspunktet for overgangen.

14.2.2 Driftsbidrag skal på opkrævningen opføres med særlige poster for hver art af afgift.

14.2.3 Når der er etableret direkte kundeforhold mellem en bruger af en enhed og vandforsyningen, bortfalder udpantningsretten for brugers driftsbidrag.

Betaler en bruger ikke driftsbidraget inden for den fastsatte frist, kan vandforsyningen lukke for vandet.

Ved en brugers gentagne misligholdelse af sin pligt til at betale driftsbidrag, kan vandforsyningen kræve betaling af et depositum til sikkerhed for brugerens forpligtelser over for vandforsyningen. Depositumbetalingen kan maksimalt udgøre et beløb svarende til et års driftsbidrag for enheden.

Når det skyldige beløb, herunder udgifter forbundet med afbrydelse og reetablering af vandforsyningen og eventuel depositumbetaling, tillige med renter beregnet i henhold til lov om renter ved forsinket betaling m.v., er betalt eller hvis der stilles betryggende sikkerhed for betalingen, skal genåbning finde sted.

Ved fraflytning af en enhed hæfter brugeren for betaling af driftsbidrag m.v. indtil måleraflæsning er foretaget. Eventuelt indbetalt depositum modregnes i slutopgørelsen vedrørende driftsbidrag m.v.

14.2.4 Ejendommens ejer skal med 5 dages varsel skriftligt underrette vandforsyningen om ny brugers overtagelse af en enhed. Ved manglende underretning hæfter ejendommens ejer for enhedens driftsbidrag.

14.2.5 Når en ny bruger overtager en enhed, skal vandforsyningen åbne for vandet.

14.2.6 Ejendommens ejer hæfter for driftsbidrag i enheder hvor der ingen bruger er, for fællesforbrug samt for eventuelt spild fra vandinstallationer uden for enhederne.

 

15 Straffebestemmelser

15.1 Overtrædelse af bestemmelserne i 1.12, 4.2, 5.1, 5.5, 7.2, 8.1.2, 8.1.3, 8.1.4, 8.1.5, 8.1.6, 2. punktum, 8.1.7, 1. punktum, 8.2.2, 9.2, 1. punktum, 9.3, 9.10, 10.1, 11.1, 2. punktum, 11.2, 11.4 og 14.2.1, 2. punktum straffes efter vandforsyningslovens § 84 med bøde.

På samme måde straffes den der i strid med 11.1, 1. punktum modvirker adgang til en ejendom, samt den der i strid med 14.2.4, 1. punktum gentagne gange undlader at underrette om en ny brugers overtagelse af en enhed.

15.2 Med bøde efter vandforsyningslovens § 84 straffes endvidere den der overtræder bestemmelser fastsat af vandforsyningen i medfør af 6.4, 8.1.6, 1. punktum, 8.1.7, 2. punktum, 8.2.1, 8.3.1 og 9.8.

15.3 Den der uden at være berettiget dertil udfører arbejde ved vandinstallationer og ledninger m.v. som er omfattet af bestemmelserne i § 2, nr. 3 i lov nr. 206 af 27. marts 2000 (autorisationsloven), straffes med bøde efter lovens § 25.

På samme måde straffes den der lader de nævnte arbejder udføre af personer som efter loven ikke er berettiget til det.

15.4 Ejere og brugere som foretager indgreb i målere der er omfattet af bestemmelserne i Ehvervsfremme Styrelsens bekendtgørelse nr. 866 af 8. december 1998 om kontrol med vandmålere, der anvendes til måling af forbrug af varmt og koldt vand, bryder plomben eller på anden måde påvirker målerens korrekte funktion, straffes med bøde efter bekendtgørelsens § 19.

På samme måde straffes overtrædelse af regulativets 11.3.

 

16 Ikrafttrædelse

Dette regulativ træder i kraft den 1. januar 2004 og samtidig ophæves det tidligere regulativ, godkendt af Miljøstyrelsen 9. august 1983.

Regulativet kan til enhver tid erstattes af et nyt regulativ, der er udarbejdet i medfør af vandforsyningsloven.

 

BILAG 1

Kontrolmanual for målere i drift

I denne kontrolmanual beskrives det kontrolsystem som Regionskommunens vandforsyning sætter i værk pr. 1. januar 2004. Kontrolsystemet skal sikre at de vandmålere der er opsat hos forbrugerne overholder gældende krav til nøjagtighed.

Stikprøvekontrol

Kontrollen med vandmålerne i drift udføres ved udtage stikprøver, og sende de udtagne vandmålere til kontrol hos et akkrediteret laboratorium.

Partier

Alle vandforsyningens målere i drift inddeles i ensartede partier på maximalt 500 målere. Ved inddeling i partier tages hensyn til målertype og årgang, samt hvilken vandtype der er gået gennem måleren. Flere årgange af vandmålere kan sammenlægges for at opnå en passende partistørrelse; i så fald svarer partiets årgang til den ældste målers årgang (ved årgang forstås opsætningsåret).

Stikprøve planlægning

En plan over hvilke partier der skal kontrolleres udarbejdes hvert kalenderår, inden årets begyndelse.

Første stikprøvekontrol af et parti gennemføres inden partiets årgang er 8 år ældre end kalenderåret.

Ved kontrolsystemets start i år 2004 vil der dog være partier ældre end 8 år. Vandforsyningen vil inden år 2007 have kontrolleret disse partier.

Stikprøvens udtagelse

Stikprøven udtages i overensstemmelse med DS/ISO 2859, som en "enkelt stikprøve". Stikprøven udtrækkes tilfældigt, ved hjælp af vandforsyningens EDB-system, blandt de målere der indgår i partiet.

Stikprøvens størrelse

Antallet af målere i stikprøven afhænger af antal målere i partiet, som angivet nedenfor. Partiet godkendes hvis det maximale antal målere der afviger fra nøjagtighedskravet er som angivet nedenfor:

Partiets Stikprøvens max antal

størrelse størrelse afvigelser

1-5 alle 0

6-25 5 0

26-50 8 0

51-70 11 1

71-90 13 1

91-120 17 2

121-150 20 2

151-180 23 2

181-220 26 3

221-250 29 3

251-280 32 3

281-310 34 3

311-340 37 4

341-390 41 4

391-450 46 5

451-500 50 5

For partier der dannes af målere > Qn 2,5 kontrolleres alle målerne i partiet.

Nøjagtighedskrav

Målerne i stikprøven afprøves ved 2 målepunkter. Kan måleren ved et eller begge målepunkter ikke overholde kravene til målenøjagtighed som angivet nedenfor, regnes måleren for afvigende.

Vandstrøm nye/renoverede målere

(Qn 2,5 klasse B) målere i drift

A: (ca. 0,25 m3/time) £ 2% £ 4%

B: (ca. 2,50 m3/time) £ 2% £ 4%

Målepunkterne fastsættes som angivet nedenfor:

A: 0,1-0,12 gange Qn for målere £ Qn 15 m3/t,

og 0,0-0,35 gange Qn for større målere

C: 0,9-1,0 gange Qn

 

Opfølgning af stikprøvekontrol

Godkendes stikprøven efter kravene til nye/renoverede målere, kan partiet forblive opsat op til 8 år før næste stikprøvekontrol.

Godkendes stikprøven kun efter kravene til målere i drift, kan partiet forblive opsat op til 4 år før næste stikprøvekontrol.

Godkendes partiet ikke, skal partiet nedtages inden 1 år. Hvis partiet genanvendes efter renovering og reverifikation, kan det forblive opsat 6 år før næste stikprøvekontrol.

Dokumentation

Vandforsyningen opbevarer testresultaterne fra målerlaboratoriet, samt dokumentation for, at kontrolsystemet efterleves.

 

Instruks for nedtagning af målere

Oplysningsskema

Inden nedtagning udfyldes er skema, med kopi til ejeren, hvor minimum følgende oplysninger noteres:

  • Dato for nedtagning
  • måleradresse
  • Målernr. og målervisning
  • Bemærkninger om målerens tilstand
  • Underskrift af vandforsyningens personale/ VVS-mesteren

Nedtagning

Måleren nedtages og afproppes, og placeres i en hensigtsmæssig transportkasse, fx kassen fra den nye måler.

Forsendelse

Måleren opbevares højst 14 dage, før den sendes til målerlaboratoriet. Opbevaring og forsendelse skal ske så måleren ikke beskadiges.

Opsætning af ny måler

Den nye måler der opsættes, skal forsynes med kontraventil og plomberes